Nyheder

Bjarkes materiale fra 16. september vedr. Bondestruktur og Gennembrud er nu på vores hjemmeside under 'Teori og Undervisning'

Tak for den store interesse og tak til Bjarke for en interessant aften, hvor der kom mange gode spørgsmål og kommentarer.

 

De næste temaaftener er uge 41, hvor Henrik Friis har emnet 'Hvordan udvikler du dig mest effektivt'. 

I uge 42 kommer jeg selv på banen med 'Internet special'. 

 

Per Madsen 

 

Lørdag deltog 3 spillere fra Syddjurs Skakklub i hurtig skak turnering i Aars, og sagt med det samme så var det med meget fine resultater. 

Noa Sinding, Knud Poulsen og undertegnede var taget turen nordpå for at dyste i de 7 runder.  

I Gruppe 5 vandt Noa imponerende alle sine 7 partier, og det i et et felt hvor han ratingmæssigt lå nummer 5. Flot flot resultat af Noa og en rating stigning på over 200 !!

Jeg selv var med i Gruppe 3 og fik en ønskestart med 4,5 point af 5 mulige, men i de sidste 2 partier måtte jeg desværre ned med nakken til et par unge talentfulde spillere fra Silkeborg og Ålborg. Men alt i alt et tilfredsstillende resultat fra min side.

Knud repræsenterede klubben i gruppe 2 og som en af de lavest ratede var der udfordringer nok for Knud.  Det v ar dog på ingen måde en for stor mundfuld for Knud, og han endte med 5 point, hvilket viste sig at være nok til 1. pladsen.  Ganske flot må man sige !

Alle resultater kan ses på dette link.      http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=25871

 

.
Noa modtager præmie for den flotte 1. plads
.
Knud med 1. præmien i gruppe 2

 

 

Per Madsen

Jan Riis' materiale fra de 2 aftener ligger nu på vores hjemmeside under 'Teori og undervisning'

Mange interesserede medlemmer var mødt for at høre Jan's fine gennemgang af temaerne.

 

.

 

Efterårs EMT 2019 med start 26. august er åben for tilmelding.
Vent ikke med din tilmelding hvis du allerede ved du vil deltage.
Du kan tilmelde dig her på siden under ´Egne Turneringer´.
Håber vi ses

Syddjurs Skakklub afholdte på vanlig vis den årlige Sommer EMT.  Denne gang var den dog flyttet til en uge senere. Om det alene var årsagen til den store opbakning og tilmelding er svært at sige, men det endte med hele 50 tilmeldte.

Med det store antal gav det god mening at spille Monrad grupper, så spillerne blev fordelt i 4 grupper.

Øverste gruppe bestående af 16 spillere med et rating interval fra 1767 til 2110 blev vundet af Johan Hardlei fra Skakklubben af 1968 med 4½ point. Ganske flot i den stærke gruppe når Johan var 7. bedst på ratinglisten.  De efterfølgende pladser blev besat af Svend Aage Madsen Randers, Henrik Svane Evans og 4 pladsen gik til Frank Lennart Vang fra klubben.

Lidt mindre spredning i ratingen var der i gruppe 2, her gik intervallet fra 1480 til 1753. Her var der spænding til sidste runde. Før sidste runde var der 4 spillere med 3 point, der i blandt vores egen Bjarke, som jeg havde fornøjelsen af at møde i 3. runde, et parti hvor Bjarke var bedst i det meste af partiet, men under tidspres og i en stilling der ifølge Fritz lige pludselig var til min fordel tilbød Bjarke remis. Jeg kunne dog ikke se matten i 9 træk :-), og jeg gik med til remis.  Før sidste runde lå jeg nummer 5 med 2½ point. De 4 spillere med 3 point skulle mødes indbyrdes, og hvis det skulle flaske sig for mig at rende med 1. præmien pgra. bedste korrektion skulle de 2 partier ende remis og jeg skulle vinde over Ole Skadborg Villadsen fra Vejlby-Risskov. Jeg vandt mit parti, men desværre vandt Jonas Nielsen sit parti og kunne løbe med 1. præmien og de 800 kr. Med min bedre korrektion indtog jeg 2. pladsen foran Benno Ørvad fra Viby. Bjarke måtte se sig tilfreds med 4. pladsen. 

Gruppe 3 bestod af 10 spillere i en meget lige gruppe med ca. 100 i rating fra top til bund. 3½ point var nok til sejren i gruppen for Hans Jørgen Mikkelsen fra Vejlby-Risskov, han blev skarpt forfulgt af 4 spillere med 3 point. Bjarne Lysgaard-Egeberg tog 2. pladsen foran vores egen Per Lysholm, 4. pladsen gik til Poul Guldbæk Olesen foran Kjeld Ehlers. 

Sidste gruppe havde også 10 spillere til start. Her var forskellen fra top til bund på ca. 300. Her fik Syddjurs endelig en gruppevinder, idet Børge Laursen vandt gruppen med flotte 4 point og en rating fremgang på 32.  Stort tillykke til Børge.  2. pladsen tog Mads Nielsen fra Hadsten sig af.  Vores egen Verner tog 4. pladsen lige efter Varsten Wagner fra Fredericia.

Syddjurs Skakklub vil gerne sige et stort tak for det store fremmøde og håber på lige så stor deltagelse næste år.

Håber vi ses.

Per Madsen

 

Billeder fra spillestedet

.

 

.

.

Program og rundeskemaer er nu klar og kan findes under 'EGNE TURNERINGER'. Der har været stor tilslutning til dette års EMT med 50 tilmeldte. 1. runde er kl. 19.00 i dag mandag d. 29 juli.
Vel mødt

Sommeren er kommet og traditionen tro bliver der både spillet hurtig og Sommer EMT skak i klubben.

Hurtigskak Sommer blev afviklet 17. og 24. juni.
Der var 16 tilmeldte spredt over et rating interval på over 700. Vinder blev Carsten Schødt med flotte 5½ point af de 6 mulige. Anden pladsen tog Willy sig af med 5 point skarpt forfulgt af Ole Friis med 4½.

Sommer EMT står og venter i uge 31, bemærk den er flyttet fra uge 30. I skrivende stund er der allerede 27 tilmeldte, så det ser ud til at der kommer mange med i år. Du kan her på siden under Egne Turneringer tilmelde dig turneringen. Tøv ikke med at tilmelde dig, jo flere der tilmelder sig tidligt jo flere ser det ud til tilmelder sig.

God sommer til jer alle.

Årets spiller i Syddjurs Skakklub blev Bjarke Hellemann.

 

 

.

 

Årets spiller sæson 2018-2019

På bestyrelsesmødet inden generalforsamlingen kom vi hver i sær med en stribe kandidater til årets spiller. De var temmelig sammenfaldende og de fleste havde ladet en enkelt kandidat lige være den foretrukne, men med villighed til at vælge alternativerne. Derfor var punktet hurtigt overstået på bestyrelsesmødet, men en del af de fine begrundelser kan nok tåle at blive hørt.

En kandidat har haft noget rating fremgang og kan bryste sig af at være Aarhusmester i sin aldersklasse, men dette rækker bare ikke for Noa Sinding.

Nej, det toppes jo klart af den dobbelte pige Danmarksmester Andrea Kongskov, men mængden af deltagere ved dette DM er trods alt begrænset, så der skal mere til i dette skrappe felt af kandidater.

Finale med 2 kandidater tilbage!

Disse passer til nærmest samme beskrivelse, hør bare:

Nu er vi fremme ved voksne mænd som klubben efterhånden har haft fornøjelse af i nogle år og som selv har udviklet sig pænt positivt i rating. Dertil kommer stor interesse for klubben hvor kandidaterne har bidraget med ideer og selv har lavet fine indslag til alles fornøjelse. Deltager som faste holdspillere og hjælper gerne når andre holdledere spørger om hjælp. Indsatsen ved såvel holdskak, klubturneringer, indsatser på klubaftener har hver gang været seriøs og tillagt et rart væsen er disse 2 kandidater i særklasse.

Er der overhovedet forskel på disse 2 kandidater?

Jo, der er trods alt en forskel på såvel hastigheden af rating udviklingen som erfaringen, så man må sige det var close but no cirgars til Henrik Friis.

Derfor, udover det allerede nævnte så:

Med en meget flot udvikling i spillestyrke på virkelig kort tid er årets spiller Bjarke Hellemann.

 

På bestyrelsens vegne  Christian Jensen

På generalforsamlingen blev Christian og Willy indstillet til æresmedlemmer.

Det blev vedtaget og godkendt af en enig generalforsamling.

 

.
Christian og Willy med diplomer og pokaler

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Se hele næstformand Jan Riis' indstilling og vedtagelse:

 

INDSTILLING AF ÆRESMEDLEMMER I SYDDJURS SKAKKLUB

Bestyrelsen har valgt at indstille to personer til æresmedlemsskab af Syddjurs Skakklub.

At udnævne et klubmedlem til æresmedlem, er klubbens måde at vise særdeles dyb taknemmelighed og respekt for en lang og dedikeret indsats for klubben, skakken og de øvrige medlemmer. Det er den største og mest dybtfølte TAK, man kan få af alle de øvrige medlemmer.

Det er generalforsamlingen, der skal beslutte, om bestyrelsens indstilling skal følges (og det kan I lidt senere gøre ved at huje og klappe).

Bestyrelsen indstiller Willy Møller Nielsen og Christian Jensen (vores nuværende formand, som naturligvis ikke har indstillet sig selv) som æresmedlemmer af Syddjurs Skakklub.

Begge har været medlem af klubben lige siden den blev stiftet, dvs. et medlemskab på mere end 40 år. På den stiftende generalforsamling blev de begge valgt ind i bestyrelsen - Willy vist endda som formand – og begge har side da – gennem hele perioden – været yderst aktive. I bestyrelsen, hvor de vist nok har haft alle poster, eller uden for bestyrelsen som turneringsledere, undervisere, initiativtagere eller den altid tjenstvillige hjælpende hånd.

Både Christian og Willy har tidligere modtaget Dansk Skakunions Hæderstegn, og med Verners modtagelse af samme hæderstegn her i påsken 2019, råder Syddjurs Skakklub nu over hele tre medlemmer, med dette hædersbevis. Det er der nok ikke mange klubber der kan prale af!

Uden Willy og Christian, var Syddjurs Skakklub ikke det, den er i dag, og for denne KÆMPE indsats for klubben, skakken og alle de andre medlemmer, indstilles I nu som ÆRESMEDLEMMER.

Jeg vil gerne bede generalforsamlingen tilkendegive sin holdning til bestyrelsens indstilling.

 

 

Kære Willy og Christian – tillykke med jeres nye status som æresmedlemmer. Der findes GM’er og IM’er … og så findes der ÆM’er. Hvor de første blot siger noget om personens spillerstyrke og evner inden for skakspillet, så fortæller den sidste noget om personens evner til og ønske om at gøre noget for andre og gøre noget for fællesskabet. Det er i høj grad respektaftvingende!

Klubben har hermed vist den største og mest dybtfølte tak og respekt for jeres lange virke. I skal nu ikke længere skal betale for at være med i denne klub, det skal vi andre nok tage os af.

Personligt vil jeg, hvis det nogensinde skulle ske, at jeg kommer til at spille i samme klasse som jer, påføre ”ÆM” foran jeres navne på noteringspapiret!

Til slut synes jeg, at alle på nær de to æresmedlemmer skal rejse sig og udbringe et trefoldigt leve for vores to nye (og indtil videre eneste) æresmedlemmer.

 

29-04-2019

Jan Riis

Næstformand i Syddjurs skakklub.

Jan Riis' interessante indlæg om Kunsten at lavere ligger nu på hjemmesiden som pdf.
Find det under Teori og undervisning.

God fornøjelse.

Tilmelding til Nyheder