Nyheder

Bestyrelsen informerer ....

Kommentarer

Takket være vores dygtige kasserer, som kan meget andet end at trylle med tallene, så er den nye hjemmeside nu i luften. Selv om der er flyttet rundt på menuer og menupunkter, så vil du sikkert kunne genkende og genfinde meget fra den tidligere hjemmeside. Se dig omkring i den åbne del. Eller er du medlem, så log dig ind og se hvilke yderligere muligheder og informationer, der nu er til rådighed for medlemmer af Syddjursskakklub.

Hjemmesiden skal gerne vedvarende udvikle sig, så send gerne kritik, forbedringsforslag med mere til Webmaster

5 partier fra holdkampene i D-rækken og 15 partier fra holdkampene i M-rækken er nu lagt ud. Det kunne have været yderligere 7, men desværre lader de sig ikke reproducere ud fra noteringsarket.

Derfor denne bøn: Selv om det til sidst i partiet kan gå stærkt, så tænk på, at noteringen gerne skal kunne læses af andre!

Læs om de den afsluttede holdturnering og de enkelte resultater.

Husk også, at du allerede nu kan tilmelde dig til to nye individuelle turneringer i Syddjurs Skakklub som afvikles senere på foråret og i sommerperioden. Se mere under "Egne turneringer".

Med to runder er meget lidt afgjort. I B-1 er Søren Dalgaard Christensen i spidsen med 3,5 point men mangler kun en runde. Fem (!) mand på en delt 2-6 plads er lige efter, så alt kan ske.
I B-2 fører Per Kjærulf-Møller med 4 point og mangler hele tre runder. Mon ikke vinderen er spottet?!
B-3 har et firedelt førerfelt, så hvem tør pege på en vinder?
I B-4 er Ramadan Sallev alene i spidsen, men skal ikke ryste meget på hånden, hvis de øvrige bejlere ikke skal have en chance.
Følg den spændende afslutning via klubbens hjemmeside.

Indeværende sæson er ved at være slut.
Årsregnskabet forventes klart umiddelbart efter den 1/4 2017.
Når regnskabet er blevet gået igennem af revisor, vil det kunne læses i den lukkede del af hjemmesiden en uges tid før generalforsamlingen.
Dette gælder ligeledes for budgettet for den kommende sæson.
Udsigterne for sæsonen 2017/18 ser fornuftige ud indtil videre. Klubbens medlemmer har været flinke til at støtte klubben (og dermed kassererens arbejde), idet praktisk taget alle har betalt forud.

I takt med at nyt materiale publiceres, vil der blive sat en kort markering herfor i den højre menu (Nyt og aktuelt). Dermed vil du umiddelbart kunne se, om der er nyheder, som du bør kigge nærmere på.
Beskeder/nyheder, som denne du læser nu, vil stadig kunne findes under menupunktet "Nyheder" i venstre side. Den opmærksomme bruger vil også kunne konstatere, at "Nyheder" blot er et nyt navn for det tidligere "Bulletiner".

I en meget tæt topstrid vandt Christian Jensen med 4,5 point Basis 1 foran et forfølgerfelt på tre med 4 point.
Basis 2 blev vundet af Per Kjærulf-Møller med 5,5 point foran Henrik Friis med 5 point.
Basis 3 tog Per Lysholm Christensen sig af med 4,5 point foran en gruppe på tre deltagere med 4 point.
I Basis 4 havde Bjarke Hellemann med 6 point turneringens højeste vinderscore. Rasmus Sallev sluttede anden kun et halvt point efter.

Se alle enkelt resultater under "Egne Turneringer".

Mandag den 1/5 afvikles første af fem runder i Syddjurs Skakklubs tilbagevendende forårsturnering over fem runder. Følg turneringen på klubbens hjemmeside eller DSU's turneringsservice.

Den "ordinære" kamp over to runder mellem Claus Nørregaard og Christian Jensen er nu afviklet. Og Hvid er en stærk farve, hvilket begge valgte at markere med en sejr hver. Følg den fortsatte dyst 15/05, hvor de to kombattanter fortsætter dysten i Hurtigskak.

Claus Nørregaard vandt begge hurtigpartier i matchen om klubmesterskabet mod Christian Jensen og kan således igen kalde sig klubmester i Syddjurs Skakklub.

Johnny Jensen fra Aros Skakklub blev den eneste ikke-lokale vinder i Syddjurs Skakklubs traditionelle åbne Femmeren. Johnny vandt øverste gruppe med 4 point foran de lokale Jørgen Overgaard og Søren Dalgaard Christensen, begge med 3 point.

Basis 2 blev vundet af Kai Washeim med 4 point foran Frederik Buttenschøn lige efter med 3,5 point.

Basis 3 havde Anders Mosby Larsen som overlegen vinder med 5! point. Evert Loftager og Verner Schou Sørensen måtte med 3,5 point tage til takke med 2-3 pladsen.

Med 28 deltagere i alt og en Mesterklasse med et snit på over 2010, er Syddjurs Skakklubs åbne Sommer EMT 2017 startet 24/07. Over 5 følgende aftener vil turneringens fem runder blive afviklet i uge 30. Følg turneringen og de enkelte resultater via hjemmesiden eller DSU's resultatformidling.

Jonas Hilwerda fra Holland vandt Mestergruppen med 3,5 point foran Steffen Corden, SK 1968, og Svend Aage Madsen, Randers Skakklub, begge med 3 point.

Basis 1 fik delt vinder mellem Flemming Pagh Iversen, Aros, og Jan Han Petersen, Aarhus Skakklub/Skolerne, med 4 point.

Også Basis 2 endte med to-delt vindere. Her var scoren ligeledes 4 point til respektive Finn Andersson, Randers Skakklub, og Per Madsen, Syddjurs Skakklub.

Basis 3 blev vundet af Henry Staugaard, enkeltmedlem, med 3,5 point foran tre spillere med 2,5 point.

Endelig vandt Jens A.L. Jørgensen, Viby Skakklub, Basis 4 med 3,5 point foran Gunnar Bach, Skakklubben Rokaden, også med 3,5 point.

I alt 34 deltog i årets turnering, så der er bestemt basis for at fortsætte traditionen også til næste år!

Første dag i 3. sæson bød på en god start på torsdagene med skak om formiddagen idet 12 spillere mødte op på dagen. Der var oven i købet afbud fra et par spillere som har været faste deltagere de første sæsoner.
Vi forsætter sæsonen med nogle af de samme aktiviteter som vi har kørt hidtil. Hvis der er interesse for det vil vi krydre efteråret noget temaskak i forbindelse med noget gennemgang af nogle åbninger.
Som de tidligere år sætter vi det sociale i højsædet og nogle gange i sæsonen vil vi slutte dagen med at spise lidt mad sammen.
Du kan stadigvæk nå at være med hvis du har nogle torsdage ledige.

Willy Møller Nielsen

Under Turneringer er der nu nye turneringsinvitationer.

Første invitation gælder Hurtigskak over to aftener med 4 runder hver aften. Det er allerede 27/11 og 4/12, så skynd dig at få klaret tilmeldingen.

Hen over foråret afvikles endnu en hurtigskak turnering (ikke-ratet) med særlig fokus på begyndere. Turneringen er spredt ud over perioden 22/1 til 23/4, så du bliver ikke presset på kalenderen :-)

Endelig kan du allerede nu planlægge og tilmelde dig klubbens åbne forårs EMT. Denne gang i ottemandsgrupper (så vidt muligt) og dermed alle mod alle.

Og HUSK også: Julen står snart for døren, og dermed også Syddjurs Skakklubs traditionelle juleafslutning med hygge, lidt til ganen og ikke mindst "sjov" skak. Nærmere beskrivelse og oplysning om tilmelding finder du under 'Generalforsamling, regnskaber og referater'.

Som så mange gange før blev der spillet lyn den første spilleaften i året så lynmesteren har hele året til at nyde vandrepokalen med de mange vindernavne.
Som i 2017 blev det også i år et nyt medlem der overtog titlen. Rune Hvalsøe vandt mesterskabet med max på 11 point i finalerunden og henviste sidste års vinder Søren Dalgaard til 2. pladsen med 9 point.
Henrik Friis tog 3. præmien med 7½ point med stabilt spil mens vinderne fra de foregående år havde for mange kiksere.

B-finalen blev også vundet med max på 11 point af Eigil Asanta.
Her sluttede endnu et nyt medlem Niels Gade Christensen på 2. pladsen med 9½ point. Kelvin Jensen satte sig på 3. præmien med 7½ point.

Turneringen blev afviklet med 4 indledende grupper med 6 spillere i hver.

Willy Møller Nielsen

Med 1. runde mandag den 22/1 starter en af hovedkredsens største klubturneringer i dette forår. Fordelt med tre 8-mandsgrupper og en 10-mandsgruppe er 34 spillere er klar til at dyste frem til sidste runde 23/4. Læs alt om turneringen og følg de enkelte grupper og resultater under Egne turneringer.

Der er udsendt mails med opkrævning for sæsonen 2018/19.
Dersom du ikke har modtaget den pågældende mail, kan det skyldes, at den er gået i spam-filter eller er afvist på anden vis. I så fald bedes du kontakte kassereren.

I weekenden 10-11/03 blev der afholdt pige-DM i Horsens. Andrea Kongskov deltog i gruppe D (5.- og 6. klasse) med 16 deltagere ialt. Der blev spillet 7 runder efter Schweizer-systemet og Andrea vandt samtlige kamp. Altså ingen tvivl om, hvor det danmarksmesterskab skulle placeres.

Stort TILLYKKE til Andrea med den flotte titel og præstation. Læse mere om pige-DM på www.pigedm.dk.

I den forløbne weekend blev der afholdt DM for hold i skoleskak. Hornslet Skoleskak var repræsenteret af et hold fra Hornslet Skole og et fra Virupskolen.

Hornslet Skole deltog i C-rækken (0.-3. klasse). Holdet bestod af Noa Sinding, Tobias Wester Juul-Madsen, Marius Brandt, Noah E. Richter-Bjerre og Anton Kjærsgaard Bak. Holdet lå i hele turneringen i en tæt kamp om om guldet, men 1 point adskildte dem til sidst fra Køge Private Realskole, som løb med guldmedaljerne. Sølv blev det til med 4 point ned til bronzemaljen som gik til Ådalens Skole, Frederikssund. Resultaterne kan ses på www.holddm.dk . Derudover opnåede Noa Sinding at få topscorerpræmien på 1. bræt med imponerende 12½ point af 13 mulige.

Virupskolen deltog i A-rækken (0.-10. klasse). Holdet bestod af Valdemar Mandrup, Frederik Buttenschøn, Svante Juul Ellemand og Kristoffer Emil Juul Kortsen. Skolen fra Nyelandsvej blev igen i år den onde ånd for Virupskolen, idet de gav Virupskolen det eneste nederlag. Virupskolen måtte tage til takke med en bronzemedaljen kun ½ point efter Køge Private realskole, som fik sølv. Skolen fra Nyelandsvej tog guldet. I denne række opnåede Svante Juul Ellemand topscorepræmien på 3. brættet med 5 point af 6.

Nu må vi se om vi kan få armene ned efter disse fremragende præstationer.

Jens Tejlgaard

Kære alle medlemmer af Syddjurs Skakklub.
Som ny webmaster vil jeg blot kort introducere mig selv.
Jeg er 55 år og bor i Hornslet med min kæreste Rie. Vi har tilsammen 4 sammenbragte voksne børn, som alle er fløjet fra reden. Arbejdsmæssigt arbejder jeg med IT i Arla.
Skakken begyndte jeg først med i 1996 i Brønshøj Skakforening. Her spillede jeg i 3 år, før jeg igen flyttede til Jylland. Jeg kunne dog på ingen måde undvære skakken og meldte mig straks ind i Skakklubben Evans i Vejle. Her sad jeg i bestyrelsen som webmaster i de sidste godt 10 år.
Som ny webmaster vil jeg gerne opfordre alle der kunne have noget på hjertet, og det skal selvfølgelig have noget med skak at gøre :-), til at sende det til mig, så vil jeg sørge for at det bliver lagt på hjemmesiden.
Mvh Per Madsen

I juni måned har vi mistet to af klubbens medlemmer

Midt på måneden fik vi besked fra datteren om, at Preben Green var gået bort efter kort tids sygdom. Han var blevet indlagt til observation for lungebetændelse, men det viste sig desværre at være mere alvorligt.

Sidst på måneden fik vi dernæst en mail fra Jakob Overgaard med oplysning om faderens bortgang. Jørgen Overgaard havde været plaget af kræft i nogen tid og havde gennemgået et par operationer forinden. Det havde været en stor glæde for Jørgen, at han blev udnævnt til årets spiller i 2018, hvilket blev omtalt ved hans bisættelse i dag i Elsted Kirke.

Begge spillere havde været aktive i klubben kort tid forinden. De vil begge blive husket og savnet som gode og engagerede skakspillere.

Sommeren er over os og klubben holder sommer lukket de næste 3 uger. Men allerede d. 23 juli starter den årlige populære Sommer EMT, der spilles over 5 dage. Du kan tilmelde dig her på siden eller via dette link: http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=25074

Ny klubmester i Syddjurs Skakklub blev i år Allan Westenborg. Klubmesterskabet afgøres jo mellem vinderne af Forårs EMT og Efterårs EMT. Vinderen af Efterårs EMT blev som bekendt Carsten Schødt Pedersen med hele 5½ af 7. Forårs EMT vinder blev Rune Hvalsøe, men da Rune ikke er i klubben længere, frasagde Rune sig at spille opgøret mod Carsten. Derfor fik Allan, som nummer 2 i Forårs EMT'en, tilbuddet om at møde Carsten. De 2 partier sluttede 1½ - ½ til Allan. Tillykke til Allan ! Allan har sagt ja til at komme og fortælle lidt om et af partierne d. 13. august.

Den 20. august vil Henrik Friis komme og fortælle om deres tur til Berlin for at overvære FIDE Berlin Candidates 2018. Henrik, Bjarke og Knud var sammen taget den lange tur for at opleve de store spillere på nær hold.

Og husk den. 24. september kommer Per Hansen og fortæller om skak, Vi har valgt at kalde aftenen 'Inspirationsindlæg - Per Hansen'

Efter Allans fine gennemgang af partierne mod Carsten S. Pedersen er partierne nu lagt på hjemmesiden.
God fornøjelse !

Efterårs EMT 2018 er nu kommet i gang og første runde er afviklet for de fleste. Værd at bemærke er Knuds sejr over Claus Nørregaard. Program og resultater mm. kan som sædvanligt findes under 'EGNE TURNERINGER' her på siden.

Skak i dagtimerne 2018/19 starter snart op. Første gang er d. 27. September. Flere detaljer kan findes under 'SKAK i DAGTIMERNE' her på siden.

Århus Festugeturnering nærmer sig med hastige skridt. Turneringen afvikles fredag den 14. til søndag den 16. september. Det er et lidt interessant koncept, da man om fredagen spiller 4 hurtigskak runder, og så spilles der 2 almindelige partier både lørdag og søndag.
Pt. er der 3 spillere med fra Syddjurs Skakklub. Det er Knud, Henrik Trolle og Frederik Buttenschøn. Der er i skrivende stund stadig åben for tilmelding. Det bliver spændende at se hvordan de klarer sig i det stærke selskab. Meget mere om turneringen her: http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=24998

Holdturneringen 2018/19 nærmer sig sin start.
Links til grupperne og spille datoer kan findes under HOLDTURNERING.

Nu er invitationen til Hurtigskak Efterår 2018 klar. Der spilles 26. november og 3. december. Se mere under egne turneringer.

Julen nærmer sig med hastige skridt og du kan nu se invitationen til juleafslutningen under 'Generalforsamling, regnskaber og referater'.

2019 begynder med Lynmesterskab 2019 d. 7. januar. Forårs EMT 2019 starter 14 dage efter d. 21. januar. Under 'Egne Turneringer' kan du finde invitationer mm.

Vort medlem Evert Loftager ( tidligere Rasmussen ) er død tidligt i november.
Evert havde en livslang interesse for skak, som han flittigt har spillet med gode resultater i det meste af
sit voksne liv. Det er alt sammen foregået på Djursland, hvor Evert i mange år havde en gård i Stabrand.
Hans karriere begyndte så vidt vides i Grenaa Skakklub, og senere har han spillet i Skødstrup Skakklub
og efter dennes ændrede navn i Syddjurs Skakklub. For en del år siden flyttede Evert til Auning, og han
har også spillet i Auning Skakklub.
Evert var meget vellidt, og i Stabrand-tiden arrangerede han sommerturneringer på sin gård, hvilket
Knud Poulsen kan berette om, blandt andet med deltagelse af den navnkundige Grenaa-spiller Anders
Andersen. Da Skødstrup Skakklub havde jubilæum, havde Evert også forfattet en sang til festen. Evert
havde, også i de sidste år, en stor reklame for skak på sin hvide jakke.
Evert kom også i foråret i klubben, men så ikke så rask ud, og døde således i denne måned af kræft.
Evert blev 79 år.

Der har været stor aktivitet i Syddjurs Skakklub hen over efteråret og holdturneringen 2018/19 er godt i gang.
Efterårs EMT'ens øverste gruppe blev vundet af Claus Nørregaard ganske suverænt med 5½ af 7. Under skakpartier er det værd lige at kaste et blik på hans flotte gevinst i partiet mod Allan. Nummer 2 blev Christian med 4 point.
Baisis 2 blev vundet af Bjarke med hele 6½ af 7 point, ganske flot må man sige. Henrik Friis og Kai Washeim deltes om anden pladsen.
I basis 3 var Frederik Buttenschøn ganske suveræn med flotte 6 point. Nummer 2 blev Børge Laursen med 4½.
Efterårs hurtigskak turneringens 8 runder blev afviklet 26 . november og 3. december. Rating favoritten Frank Lennart Vang levede op til favorit værdigheden og scorede 7 af de mulige 8 point. En flot 2. plads med 6 af 8 point gik til Henrik Friis. Kai Washeim tog sig af 3. pladsen.
Et rigtigt godt efterår for både Henrik og Kai.

Der er også mulighed for at spille lidt skak i julen i en af de mange turneringer der er rundt omkring. Knud og jeg deltager i Silkeborgs Hurtigskak turnering d. 28. december. Vi har stadig plads til 2 mere i bilen fra Hornslet, så sig endelig til hvis det skulle have din interesse.

Syddjurs Skakklub vil gerne ønske alle en glædelig jul og et rigtig godt nytår

Mandag d. 7 januar blev Lynmesterskabet 2019 afholdt.
A-finalen blev vundet af Jørgen Fog. 2. pladsen blev delt mellem Søren og Niels Gade. B-finalen vandt Kai Washeim med hele 7 point.
Alle resultater kan ses under Egne turneringer.

HUSK sidste tilmelding til Forårs EMT 2019 er den 18. januar

Hornslet Skoleskak og Syddjurs Skakklub har fået en Aarhusmester I
Skoleskak.
Noa Sinding fik 7 point ud af 7 i aldersgruppen 3. - 4. klasse.

Turneringen blev afholdt på Dokk1.

Fredag d. 1. marts blev der afholdt Aarhusmesterskabet i skoleskak for 4-mandshold i Skæringhallen. Der deltog ca. 300 spillere. Hornslet Skole var repræsenteret med et hold i B-rækken (0. – 6. klasse).

Alle spillerne er medlem af Syddjurs Skakklub. På trods af at Hornslet Skole blev placeret i en 6 holdsgruppe, hvor der også var hold fra A-rækken (0. – 10. klasse), så vandt Hornslet-holdet alligevel gruppen og er nu kvalificeret til deltagelse i Hold-DM den 5.-7.april i Terndrup (i nærheden af Skørping).

Hornslet-holdet består af de samme spillere som sidste år vandt DM sølv i C-rækken.

I weekenden den 9. - 10 marts deltog Andrea Kongskov i Dansk Skoleskaks PigeDM. Stævnet blev arrangeret af Jetsmark Skakklub/Jetsmark Skoleskak.
Andrea stillede op i C-gruppen, som er er spillere fra 7. og 8. klasse. Der var kun 3 spillere fra C-gruppen, så gruppen blev slået sammen med de ældre A- og B-spillere, så der kunne spilles a-m-a i en 8 mandsgruppe.

Andrea lagde meget stærkt ud og vandt de 4 første partier, bla. over A-spilleren Signe Sofie Sørensen, Vestfjends. I 5. runde blev det til remis mod en anden A-spiller Birgitte B. Jakobsen også fra Vestfjends. I 6. runde mødte Andrea så den sidste A-spiller Shanne Jacobsen, Jetsmark. Her lykkedes det Shanne at holde evig skak, så atter et ½ point. Nu krævede det en sejr i sidste runde, hvis Andrea skulle vinde gruppen. Det lykkedes, så Andrea vandt gruppen med 6. point og bedre korrektion end Signe Sofie Sørensen, som vandt alle sine partier bortset fra det mod Andrea.

DM-placeringerne blev opgjort efter aldersgrupper, så Andrea blev dermed Danmarksmester i C-gruppen. Det er andet år i træk, at hun bliver Danmarksmester, så det lover godt for fremtiden.

D. 29. april er der Generalforsamling i Syddjurs Skakklub, se indkaldelsen her på nettet under 'Generalforsamling, regnskab og referater'.
Femmeren nærmer sig og du kan allerede tilmelde dig under 'Egne Turneringer'.
Og husk årets Hurtig Sommerskak i juni, se invitationen under 'Egne Turneringer'.

I weekenden 5. – 7. april stillede Hornslet Skole op i B-rækken til DM for skoleskakhold. Alle spillere er medlemmer af Syddjurs Skakklub. B-rækken består af spillere som går i 0. – 6. klasse. Holdet bestod af 1. Noa Sinding, 2. Tobias Wester Juul-Madsen, 3. Noah E. Richter-Bjerre og 4. Marius Brandt. Det er de samme spillere som sidste år vandt sølv i C-rækken (0. – 3. klasse), men nu går 2 af spillerne i 4. klasse. Det var derfor noget af en udfordring at stille op mod de ofte lidt ældre modstandere. Der var 20 hold med og der skulle spilles 9 runder i en Monradturnering.

Holdet klarede sig fint og opnåede  25½ kombinationspoint (brætpoint 20½ + matchpoint 5), hvilke rakte til en 10. plads. Vinderen fra Giersing opnåede til sammenligning 32 kombinationspoint. Der var stor jævnbyrdighed, idet forskellen imellem nr 4 og 10 kun var 2 point, hvilket understreger holdets gode præstation. Alle resultaterne inkl. de indbyrdes kan findes på holddm.dk.

 

 

..

 

Mvh. Jens

Mandag d. 15. april blev sidste runde af Forårs EMT 2019 afviklet.
Lidt overraskende, men meget flot, vandt Knud Poulsen på bedre korrektion end både Claus og Allan. Alle 3 endte på 5 point.
Og uha hvor en turnering for undertegnede. Det blev til et sølle halvt point, så der er bestemt plads til forbedring.
I Basis gruppen spillede Frederik Buttenschøn en rigtig flot turnering og kunne sætte 50 rating point ind på kontoen og lavede flotte 6 af 7 point. Han var dog tæt forfulgt af Jan Riis under hele turneringen, men det indbyrdes opgør mellem Jan og Frederik blev udslagsgivende, idet Frederik trak det længste strå. Se alle resultater her:
http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=25439

Femmeren nærmer sig med hastige skridt. Husk der er sidste tilmelding 1. maj. I skrivende stund er der kun 9 tilmeldinger, så skynd dig at få dig tilmeldt.

Per Madsen

Jan Riis' interessante indlæg om Kunsten at lavere ligger nu på hjemmesiden som pdf.
Find det under Teori og undervisning.

God fornøjelse.

På generalforsamlingen blev Christian og Willy indstillet til æresmedlemmer.

Det blev vedtaget og godkendt af en enig generalforsamling.

 

.
Christian og Willy med diplomer og pokaler

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Se hele næstformand Jan Riis' indstilling og vedtagelse:

 

INDSTILLING AF ÆRESMEDLEMMER I SYDDJURS SKAKKLUB

Bestyrelsen har valgt at indstille to personer til æresmedlemsskab af Syddjurs Skakklub.

At udnævne et klubmedlem til æresmedlem, er klubbens måde at vise særdeles dyb taknemmelighed og respekt for en lang og dedikeret indsats for klubben, skakken og de øvrige medlemmer. Det er den største og mest dybtfølte TAK, man kan få af alle de øvrige medlemmer.

Det er generalforsamlingen, der skal beslutte, om bestyrelsens indstilling skal følges (og det kan I lidt senere gøre ved at huje og klappe).

Bestyrelsen indstiller Willy Møller Nielsen og Christian Jensen (vores nuværende formand, som naturligvis ikke har indstillet sig selv) som æresmedlemmer af Syddjurs Skakklub.

Begge har været medlem af klubben lige siden den blev stiftet, dvs. et medlemskab på mere end 40 år. På den stiftende generalforsamling blev de begge valgt ind i bestyrelsen - Willy vist endda som formand – og begge har side da – gennem hele perioden – været yderst aktive. I bestyrelsen, hvor de vist nok har haft alle poster, eller uden for bestyrelsen som turneringsledere, undervisere, initiativtagere eller den altid tjenstvillige hjælpende hånd.

Både Christian og Willy har tidligere modtaget Dansk Skakunions Hæderstegn, og med Verners modtagelse af samme hæderstegn her i påsken 2019, råder Syddjurs Skakklub nu over hele tre medlemmer, med dette hædersbevis. Det er der nok ikke mange klubber der kan prale af!

Uden Willy og Christian, var Syddjurs Skakklub ikke det, den er i dag, og for denne KÆMPE indsats for klubben, skakken og alle de andre medlemmer, indstilles I nu som ÆRESMEDLEMMER.

Jeg vil gerne bede generalforsamlingen tilkendegive sin holdning til bestyrelsens indstilling.

 

 

Kære Willy og Christian – tillykke med jeres nye status som æresmedlemmer. Der findes GM’er og IM’er … og så findes der ÆM’er. Hvor de første blot siger noget om personens spillerstyrke og evner inden for skakspillet, så fortæller den sidste noget om personens evner til og ønske om at gøre noget for andre og gøre noget for fællesskabet. Det er i høj grad respektaftvingende!

Klubben har hermed vist den største og mest dybtfølte tak og respekt for jeres lange virke. I skal nu ikke længere skal betale for at være med i denne klub, det skal vi andre nok tage os af.

Personligt vil jeg, hvis det nogensinde skulle ske, at jeg kommer til at spille i samme klasse som jer, påføre ”ÆM” foran jeres navne på noteringspapiret!

Til slut synes jeg, at alle på nær de to æresmedlemmer skal rejse sig og udbringe et trefoldigt leve for vores to nye (og indtil videre eneste) æresmedlemmer.

 

29-04-2019

Jan Riis

Næstformand i Syddjurs skakklub.

Årets spiller i Syddjurs Skakklub blev Bjarke Hellemann.

 

 

.

 

Årets spiller sæson 2018-2019

På bestyrelsesmødet inden generalforsamlingen kom vi hver i sær med en stribe kandidater til årets spiller. De var temmelig sammenfaldende og de fleste havde ladet en enkelt kandidat lige være den foretrukne, men med villighed til at vælge alternativerne. Derfor var punktet hurtigt overstået på bestyrelsesmødet, men en del af de fine begrundelser kan nok tåle at blive hørt.

En kandidat har haft noget rating fremgang og kan bryste sig af at være Aarhusmester i sin aldersklasse, men dette rækker bare ikke for Noa Sinding.

Nej, det toppes jo klart af den dobbelte pige Danmarksmester Andrea Kongskov, men mængden af deltagere ved dette DM er trods alt begrænset, så der skal mere til i dette skrappe felt af kandidater.

Finale med 2 kandidater tilbage!

Disse passer til nærmest samme beskrivelse, hør bare:

Nu er vi fremme ved voksne mænd som klubben efterhånden har haft fornøjelse af i nogle år og som selv har udviklet sig pænt positivt i rating. Dertil kommer stor interesse for klubben hvor kandidaterne har bidraget med ideer og selv har lavet fine indslag til alles fornøjelse. Deltager som faste holdspillere og hjælper gerne når andre holdledere spørger om hjælp. Indsatsen ved såvel holdskak, klubturneringer, indsatser på klubaftener har hver gang været seriøs og tillagt et rart væsen er disse 2 kandidater i særklasse.

Er der overhovedet forskel på disse 2 kandidater?

Jo, der er trods alt en forskel på såvel hastigheden af rating udviklingen som erfaringen, så man må sige det var close but no cirgars til Henrik Friis.

Derfor, udover det allerede nævnte så:

Med en meget flot udvikling i spillestyrke på virkelig kort tid er årets spiller Bjarke Hellemann.

 

På bestyrelsens vegne  Christian Jensen

Sommeren er kommet og traditionen tro bliver der både spillet hurtig og Sommer EMT skak i klubben.

Hurtigskak Sommer blev afviklet 17. og 24. juni.
Der var 16 tilmeldte spredt over et rating interval på over 700. Vinder blev Carsten Schødt med flotte 5½ point af de 6 mulige. Anden pladsen tog Willy sig af med 5 point skarpt forfulgt af Ole Friis med 4½.

Sommer EMT står og venter i uge 31, bemærk den er flyttet fra uge 30. I skrivende stund er der allerede 27 tilmeldte, så det ser ud til at der kommer mange med i år. Du kan her på siden under Egne Turneringer tilmelde dig turneringen. Tøv ikke med at tilmelde dig, jo flere der tilmelder sig tidligt jo flere ser det ud til tilmelder sig.

God sommer til jer alle.

Program og rundeskemaer er nu klar og kan findes under 'EGNE TURNERINGER'. Der har været stor tilslutning til dette års EMT med 50 tilmeldte. 1. runde er kl. 19.00 i dag mandag d. 29 juli.
Vel mødt

Syddjurs Skakklub afholdte på vanlig vis den årlige Sommer EMT.  Denne gang var den dog flyttet til en uge senere. Om det alene var årsagen til den store opbakning og tilmelding er svært at sige, men det endte med hele 50 tilmeldte.

Med det store antal gav det god mening at spille Monrad grupper, så spillerne blev fordelt i 4 grupper.

Øverste gruppe bestående af 16 spillere med et rating interval fra 1767 til 2110 blev vundet af Johan Hardlei fra Skakklubben af 1968 med 4½ point. Ganske flot i den stærke gruppe når Johan var 7. bedst på ratinglisten.  De efterfølgende pladser blev besat af Svend Aage Madsen Randers, Henrik Svane Evans og 4 pladsen gik til Frank Lennart Vang fra klubben.

Lidt mindre spredning i ratingen var der i gruppe 2, her gik intervallet fra 1480 til 1753. Her var der spænding til sidste runde. Før sidste runde var der 4 spillere med 3 point, der i blandt vores egen Bjarke, som jeg havde fornøjelsen af at møde i 3. runde, et parti hvor Bjarke var bedst i det meste af partiet, men under tidspres og i en stilling der ifølge Fritz lige pludselig var til min fordel tilbød Bjarke remis. Jeg kunne dog ikke se matten i 9 træk :-), og jeg gik med til remis.  Før sidste runde lå jeg nummer 5 med 2½ point. De 4 spillere med 3 point skulle mødes indbyrdes, og hvis det skulle flaske sig for mig at rende med 1. præmien pgra. bedste korrektion skulle de 2 partier ende remis og jeg skulle vinde over Ole Skadborg Villadsen fra Vejlby-Risskov. Jeg vandt mit parti, men desværre vandt Jonas Nielsen sit parti og kunne løbe med 1. præmien og de 800 kr. Med min bedre korrektion indtog jeg 2. pladsen foran Benno Ørvad fra Viby. Bjarke måtte se sig tilfreds med 4. pladsen. 

Gruppe 3 bestod af 10 spillere i en meget lige gruppe med ca. 100 i rating fra top til bund. 3½ point var nok til sejren i gruppen for Hans Jørgen Mikkelsen fra Vejlby-Risskov, han blev skarpt forfulgt af 4 spillere med 3 point. Bjarne Lysgaard-Egeberg tog 2. pladsen foran vores egen Per Lysholm, 4. pladsen gik til Poul Guldbæk Olesen foran Kjeld Ehlers. 

Sidste gruppe havde også 10 spillere til start. Her var forskellen fra top til bund på ca. 300. Her fik Syddjurs endelig en gruppevinder, idet Børge Laursen vandt gruppen med flotte 4 point og en rating fremgang på 32.  Stort tillykke til Børge.  2. pladsen tog Mads Nielsen fra Hadsten sig af.  Vores egen Verner tog 4. pladsen lige efter Varsten Wagner fra Fredericia.

Syddjurs Skakklub vil gerne sige et stort tak for det store fremmøde og håber på lige så stor deltagelse næste år.

Håber vi ses.

Per Madsen

 

Billeder fra spillestedet

.

 

.

.

Efterårs EMT 2019 med start 26. august er åben for tilmelding.
Vent ikke med din tilmelding hvis du allerede ved du vil deltage.
Du kan tilmelde dig her på siden under ´Egne Turneringer´.
Håber vi ses

Jan Riis' materiale fra de 2 aftener ligger nu på vores hjemmeside under 'Teori og undervisning'

Mange interesserede medlemmer var mødt for at høre Jan's fine gennemgang af temaerne.

 

.