Hvis det er to forskellige af vores medlemmer der vinder henholdsvis efterårs
EMT og forårs EMT, så skal disse to spille match om klubmesterskabet.


I efteråret vandt Bjarke Hellemann og i den meget stærke forårsturnering
vandt Knud Wæde i flot stil efter meget sikkert spil.


Matchen mellem Bjarke Hellemann og Knud Wæde blev afviklet inden den
korte sommerpause. Der blev ikke behov for flere end de fra start afsatte 2
partier, i det Knud Wæde vandt med 1½ - ½.


Knud fik som det ses på foto vandrepokalen her i klubben.


Stort tillykke herfra.

 

Christian Jensen

Mandag den 16. juni havde vi besøg af vores venner fra VRS.
Vi spillede ligesom sidste år en match over 16 brætter og hele 4
runder. Alle deltagere mødte 4 forskellige modstandere.


Fra start var stemningen virkelig god og uantastet om en spiller
havde en god eller en dårlig dag resultatmæssig, så steg
stemningen løbende og man kunne tydeligt fornemme, at det var
glæden ved vores kære skakspil, der virkelig havde topprioritet.
Der blev hygget totalt igennem.


Vi var med 16 spillere pr. hold ligesom delt i 4 grupper, der spillede
alle mod alle.
Jeg vil skrive kort om de enkelte grupper, men indlede med at
konstatere, at vi i år havde favoritværdigheden, når man
udelukkende ser på de ikke så præcise hurtigskak ratingtal
deltagerne har.


I gruppe 4 debuterede 2 af vores juniorspillere Alexander og
Andreas og tilsammen scorede de præcis 50%. De væsentlig mere
erfarne rotter Bent P og Uffe sikrede så, at vi vandt i denne gruppe
med 9-7.


I gruppe 3 var Boe rykket op pga afbud og sammen med Niels B.
der vendte tilbage efter en længere pause, den hårdt arbejdende
Dan sammen med vores ”hurtigskak elskende” Per L. var det nok
her, at vi på forhånd kunne komme i problemer. Vores 4 gutter
kæmpede bravt, men et beskedent nederlag på 7-9 blev resultatet.

Det er måske nu, der lige skal mindes om, at sidste år blev det
samlede resultat 32-32.


I gruppe 2 var det lutter erfarne folk vi havde med. Per M, Sigurd,
vores nestor Claus N og Bent-Ole. Nu har de langtfra alle haft en
stærk sæson, men denne mandag aften skal jeg da lige love for der
blev hevet point hjem. Claus, som vel har haft karrierens dårligste
år, scorede endda maximum 4 point og bidrog dermed voldsomt til
den flotte sejr på 11-5 i gruppe 2.

 

I gruppe 1 stillede vi med Knud W, Knud P, Willy og Christian.
Hvordan det var for de 3 andre ved jeg faktisk ikke, men personligt
føler jeg, at min fine score 3,5 af 4 skyldes held i halvdelen af
partierne. Såvel Knud W som Willy scorede også flot, men her må
jeg så desværre bebrejde spillerne fra VRS en lille smule. I kan ikke
være bekendt at lade netop Knud P score maximum point. Det
kommer vi andre i klubben til at høre på. Ikke bare på næste
klubaften, nej det bliver op til adskillige gange - hver eneste
klubaften - i meget lang tid. SUK!


MEN måske spillede Knud P bare fantastisk denne aften og så er
den ikke længere!


I gruppe 1 vandt vi med de lettere utrolige cifre 12,5-3,5.


Samlet blev det dermed en sejr på 39,5 – 24,5.


Det vigtigste var dog, at en pæn gruppe spillere fra begge klubber
nærmest beordrede de 2 formænd, at de nærmest omgående skulle
sikre, at der blev en ny match i juni 2026. Det var en nem opgave.


En tradition blev fuldbyrdet!


Christian Jensen

Kære Syddjurs- og VRS-spillere,


Hermed indbydes I til en spændende og hyggelig hurtigskak-match
mellem vores to klubber mandag den 16/6, kl. 18.30 på Rosengården i
Hornslet på adressen Tingvej 22, 8543 Hornslet.


Aftenens program er 4 runder hurtigskak, som bliver planlagt i forhold
til de aktuelle hurtigskak-ratingtal og sådan, at alle partier bliver spillet
mellem en Syddjurs- og en VRS-spiller. Hvis muligt vil vi forsøge at lave
det således, at spiller nr 1-4 fra hver klub mødes, derefter spiller 5-8
også videre op til 16.


Betænkningstiden er den officielle for hurtigskak i DSU-regi, dvs. 15
minutter + 10 sekunders tillægstid. Vi regner med at være færdige ca. kl.
22.30.


Efter første runde holder vi en pause, hvor der bliver serveret pizza og
drikkevarer. Man behøver altså ikke at have spist hjemmefra.


Det er de to klubber, der betaler ”gildet”, så det er gratis at deltage.


Udgangspunktet er en match mellem 16 spillere fra hver af klubberne,
det går efter princippet – først tilmeldt, derefter venteliste.


Tilmelding sker efter ”først-til-mølle-princippet” via tilmeldingslister i
klubberne eller pr. mail til henholdsvis Christian Jensen, Syddjurs
(cj.pladekisten@gmail.com) eller Poul Guldbæk Olesen, VRS
(pgo8240@gmail.com).


Sidste frist for tilmelding er mandag den 9/6.


Vel mødt til en spændende og hyggelig sommer-hurtigskak-match.

 

 

Vores begreb årets spiller er jo reelt ikke en præcis beskrivelse af det medlem som modtager denne hæderspris.

Klart at beskrivelsen passer i de tilfælde hæderen tilfalder et medlem der i den forgangne sæson har klaret sig særdeles godt ved skakbrættet, men ofte er det en kombination af skakresultater og en fornem indsats på anden vis for klubben i den forgangne sæson.

Sådan er det så heller ikke i år.

Næh, hædersprisen går i år til et medlem som i årevis har leveret et gedigent stykke arbejde for klubben.

Præcision, ordentlighed, løsningssøgende, sund og logisk tankegang beskriver indsatsen som årets spiller altid har stået for i pænt mange år.

Kombiner disse fine egenskaber med et roligt, lyst, venligt og imødekommende sind, ja så nærmer vi os årets spiller.

Ingen tvivl om at årets spiller nyder at spille skak og altid leverer en fin og sober præstation, når det en sjælden gang sker.

Grunden til at årets spiller ikke spiller så meget skak er, at tiden bruges til at sikre vi får nogle fremtidige skakspillere via en meget fin undervisning både her i klubben og i Hornslet Skoleskak.

Udover de mange års undervisning har årets spiller også i mange år været klubbens grundige revisor og som i aften dirigent ved generalforsamlingen.

Giv en stor hånd til Jens Tejlgaard!

 

 

Pbv.  Christian Jensen  

 

Poul Erik Nielsen fra Nordre Skakklub har bedt os om at dele denne invitation:

 

Nordre Skakklub inviterer hermed til vores 43. Bededagsturnering lørdag den 17. maj. Der spilles 7 runders hurtigskak for 4-mandshold, 1-2 reserver tilladt. Vi har altid en bred præmievifte, så stort set alle hold har præmiechancer! Læs hele invitationen her: https://nordre.dk/Andet/2024-25/bededag2025_indbydelse.htm

 

Per Madsen

 

En kæmpe i Syddjurs Skakklub er faldet.

 

Ikke længe efter vores skakklub blev født som Skødstrup Skakklub kom Verner og meldte sig ind. I de mere end 40 år der er gået siden, har der været lavet utrolig mange arrangementer og måder at gøre opmærksom på vores skakklub på. Ikke bare ét af disse temmelig mange og tidskrævende tiltag er afholdt uden at Verner var blandt dem, der lagde den største arbejdsindsats. Der kan hurtigt nævnes Gl. Løgten Marked, passe hoppeborge, flytning af materialer når skakklubben har skiftet adresse, konstruktion af stort udendørsskakbræt og vedligeholdelse af det, jubilæumsfest, juleafslutning, uddele flyers og så videre.

Samtidig blev tjansen som holdleder og forskellige bestyrelsesposter varetaget til perfektion.

Det godt og vel seneste årti var Verner ikke i bestyrelsen, men det skyldes, at Verner syntes han fint kunne varetage opgaverne selv om han ikke var bestyrelsesmedlem. Så kunne en anden jo få den plads.

Der hvor alle skakspillere fra andre klubber bedst kender Verner er, at når de besøgte vores skakklub, så oplevede de en fremragende kantinebestyrer.

Mage til venlig, smilende, imødekommende og altid givende klub kammerat skal man lede længe efter.

Verners store indsats for vores skakklub og for dansk skak i det hele taget blev også allerede for år tilbage belønnet med Dansk Skak Unions hæderstegn.

 

Syddjurs Skakklub havde planlagt, at Verner på den næste Generalforsamling skulle udnævnes til Æresmedlem af Syddjurs Skakklub, men da Verner kom på hospice omkring weekenden den 22. og 23. marts ville vi fremskynde udnævnelsen mest muligt.

En lille delegation skulle besøge Verner og overrække Diplomet tirsdag den 25. marts, men Verner sov stille ind dagen før.

 

Under sygdoms forløbet har flere af skakklubbens medlemmer løbende haft kontakt med Verner og undertegnede havde en telefonsamtale med Verner i weekenden kort efter han var kommet på hospice.

Heldigvis fik jeg på skakklubbens vegne sagt tak for såvel alt det arbejde Verner har lagt i skakklubben, men også for alle de skønne timer som vi medlemmer har haft med Verner både ved arrangementer og på klubaftenerne.

 

 

 

Æret være dit minde

 

Christian Jensen

Formand for Syddjurs Skakklub

I de sidste mange år har vi spillet mesterskabet den første mandag i året, og med
indledende og finalegrupper, men der var lidt tvivl om vi blev flere end de 12, der
rettidigt havde tilmeldt sig, og vi blev altså 14, og det passede godt til en ama
turnering så sådan blev det. Der blev spillet med 3 min. +2 sek. pr træk.


Sidste års mester, Christian, kunne ikke nå frem på grund af en vandskade.


Det var lidt hyggeligt at få spillet mod alle aftenens deltagere.


Før start blev det oplyst at der var 3 præmier, 1. og 2. præmie og en ratingpræmie til
bedst placerede spiller under 1750 i rating. Der blev også oplyst at der godt halvvejs
efter 7 runder ville blive en lille pause.


Ved pausen var jeg alene i spidsen med 5½ med en kobbel glubske ulve lige efter
med 5, det var Bjarke, Kurt, Søren, Claus og Knud W, så der var spænding til det
sidste.


Søren og Bjarke vandt begge de sidste 6, og måtte med 11 p. ud i omkamp om
mesterskabet. Jeg røg ned på 3. pladsen med 10½ p. mens Kurt tog ratingpræmien
med 7½ p.


Omkampen blev spillet bedst i 2 partier. Første parti sluttede med remis. Det var kun
den 3. remis i løbet af aftenen. Søren vandt det andet parti og dermed mesterskabet.
Det var heldigt at vi ikke skulle ud i et armageddon parti, Da hverken spillerne eller
TL bryder sig om denne form for afgørelse.


Rundeskemaet med alle resultater kan ses under ”Egne turneringer ” på hjemmesiden.

TL
Willy

Syddjurs Skakklub inviterer til Juleafslutning 2024

 

Mandag 16/12 kl.19.00

Juleafslutningen er et sjovt og hyggeligt arrangement med gløgg, æbleskiver og præmier - og ikke mindst spændende og sjov skakrelateret underholdning.

 

Kun for medlemmer og særligt inviterede gæster.

 

Deltagelse er Gratis!

 

Hvor: Caféen på Rosengården, Tingvej 22, 8543 Hornslet.

 

Tilmelding: Tilmelding inden 15/12-2024 på listen i klubben eller på mail på info@syddjursskakklub.dk.

 

Med venlig hilsen Bestyrelsen i Syddjurs Skakklub