Bestyrelsen informerer ....

Kommentarer

Pga covid19 blev der ikke kåret en årets spiller ved sidste generalforsamling, men nu er det tid igen.

Som de fleste af jer ved, er der flere typer af begrundelser for valg af årets spiller.

Vi havde en endog meget lang dagsorden den aften vi skulle beslutte hvem der skulle kåres i år.

 

Det var så ikke dette punkt der tog tiden, for det var ligesom på vores alles læber hvem det skulle være. Navnet gik igen hos os alle, så vi gik hurtigt videre til næste punkt på dagsordenen.

Men hvem er det så?

 

Vi taler om et efterhånden mangeårigt medlem som hører til blandt de trofaste deltagere til alle klubbens arrangementer.

Det er også en person, som det for enhver siddende bestyrelse, er meget rar at have mulighed for at spørge om hjælp til at løse en opgave.

Der findes nemlig kun et svar når man spørger. 

Det svar er: Ja selvfølgelig, det skal du ikke tænke på mere, det ordner jeg.

 

Der har været hjælp ved holdkampe, der bliver inden start på en klubaften flyttet borde, stillet bræt og brikker op, der hentes demobræt til underviseren.

Stille og roligt er posten som fast hjælper med kantinen også kommet på tavlen og under coronaen blev der hver aften sprittet borde, stole, lyskontakter, dørhåndtag osv 

 

I år kårer vi et super klubmenneske.

Jeg behøver næsten ikke nævne navnet, men

Giv en stor hånd til Bent Pedersen.


 

 

Christian Jensen

Mange gange ser man at partierne i sidste runde af en turnering bliver afsluttet ret tidligt på aftenen, men det var ikke lige tilfældet her. Det blev en kamprunde i alle grupper.

I Mester kæmpede Claus for at vinde partiet og turneringen og undgå tab af rating. Omvendt kæmpede Jesper for at bevare den spinkle føring og vinde turneringen med mindst en halv. I tidnøden måtte Jesper ty til krav om remis efter samme stilling 3 gange og den holdt hjem så turneringen blev vundet med beskedne 3 point.
Hele 4 spillere Allan, Henrik, Bjarke og Claus sluttede på 2,5 point og turneringens Skakdommer Willy måtte trække det tunge lod at slutte sidst med 2 point.

I Basis 1 magede det sig sådan at der var topopgør mellem Johan og Per Madsen i sidste runde og det blev også en langvarig forestilling hvor Per i slutspillet havde en chance for at vinde en bonde, men om det havde været nok til at vinde var uklart. Johan holdt remisen og sejren med 4 point og Per tog 2. præmie med 3,5 point. Underdoggene Bent og Frank spillede en god turnering mens Per Lysholm og Andrea havde en rigtig skidt turnering.

I Basis 2 lignede Verner længe den spiller der skulle slutte med maksimum point, men i den sene aftentime smuttede der et halv point mod Niels Christian så sejren til Verner kom i land med 4,5 point. Kavi er ny mand i klubben og i skak, spillede en god omgang skak i sin første turnering og havde med 3,5 point bedre korrektion end Børge som fik 3. præmien i Monradgruppen.

Tillykke til alle præmietagerne. Bjarke og Henrik står for præmieuddelingen.

Den kommende mandag er det Pinse og da holder vi fri for skak i klubben. 

Mandag den 13. og 20. juni sluttes foråret af med Syddjurs hurtigskak sommer 2022. Se invitationen og tilmeld inde i Skak.dk eller til Willy.

Samme dage spiller Claus og Willy match om Klubmesterskabet efter at Claus vandt i efteråret og Willy vandt i foråret.


Derefter holder vi sommerferie indtil Syddjurs Sommer emt 2022 spilles 1. til 5. august. Der kan du også tilmelde dig inde på Skak.dk eller til Willy.


Willy Møller Nielsen

Juni 2022 blev til kun 2 klubaftner og her valgte 12 spillere at spille hurtigskak, mens Claus Nørregaard og Willy Møller Nielsen efter afslutningen af Femmeren endelig fandt tid til matchen.


Per Madsen overtog efter lidt instruktion fra Willy turneringsleder opgaven i hurtigskakken og klarede det fint.


Efter første halvdels 3 runder havde både Noa og Bent-Ole som de eneste max 3 point. Ingen af dem klarede skærene i de sidste 3 runder. Per Madsen tabte i første runde men vandt de 5 sidste og 5p. var nok til at besætte 1. pladsen. Ole Friis fandt koncentrationen og vandt de sidste 3 og tog 2. præmien med 4,5 p.


Der var 2 ratingpræmier til spillere med under 1401 i rating. Her var Bent Pedersen suveræn med 4 p. og Johan Cederfeldt tog 2. præmien med 3 p.


Willy havde inviteret en golfkammerat Kurt Hove Andersen fra Kalø med og han klarede sig fortrinligt mod god modstand med 2 p. 
Rundetavlen kan ses under Egne Turneringer på hjemmesiden.

 

Claus og Willy har det med at spille lange partier, og denne match var ingen undtagelse hvad det angår.


I lodtrækningen trak Claus de hvide brikker i første parti. Claus stod lidt bedre igennem åbningsspillet, men centrum blev blokeret hvorefter spillet blev flyttet til kongefløjen. Her vandt Willy en bonde og stod derefter bedst. Willy tillod med yderligere en bondegevinst afbytning til et slutspil med mange bønder og uligefarvet løber og det forlængede partiet.


Kl. 00.15 efter omkring 80 træk havde Claus fået en fribonde som Willy kunne holde fra at gå i forvandling med løberen og Willy var vandret hele vejen rundt til dronningefløjen og var klar til forvandling af A-bonden. 
Her opgav Claus og måtte sætte sin lid til næste parti.

 

Parti 2 i matchen blev så med Willy bag de hvide brikker. Partiet blev helt anderledes med et åbent spil med mange afbytninger. Igen var det hvid der stod en anelse bedre gennem åbningsspillet,  men materielt forblev stillingen lige selv om sort havde problemer med at få rokeret.


Slutspillet endte ud som springerslutspil med en springer og nogle bønder til hver. Claus pressede voldsomt på men måtte tage mod remis da den sidste sorte bonde faldt. Willy havde stadig en bonde, men der var spillet cirka 65 træk og kl. var 23.15 og der var nok gode chancer for sort til at ofre springeren på den sidste bonde. 
Bjarke Hellemann må nu af med vandrepokalen som han vandt under Coronapandemien.

 

Willy
 

Syddjurs hurtigskak – august 2022

Seks partier over to aftener
Hvor:   
Cafeen, Rosengården, Tingvej 22, 8543 Hornslet.
 
Hvornår:      
Parti 1-3: Mandag den 8. august
Parti 4-6: Mandag den 15. august
Spilletid kl.19 til ca. 21.30

 

Turneringsform: 
Der spilles i monrad-gruppe. Betænkningstiden er 18 minutter med tillæg på 3
sekunder per træk per parti.
Deltagelse er gratis og alle interesserede er velkommen til, at deltage enten 1 af
datoerne eller begge.
Spillere som ved tilmelding, kun kan spille den ene aften, bedes oplyse dette ved
tilmelding.
Der er beskedne præmier.

 

Tilmelding:
Du kan tilmelde dig hos Willy Møller Nielsen mobil 50592461
email:  willymn@gmail.com


Sidste frist for tilmelding er lørdag den 6/8-2022.

 

Vi glæder os til at møde jer!

 

Med venlig hilsen
Bestyrelsen i Syddjurs Skakklub

Vi har 2 hold med i Holdturneringen i 2022/23.

 

Grupperne er klar og kan ses under Holdturneringen i menuen.

 

1. holdet er oversidder i første runde og spiller deres første kamp hjemme mod VRS 1 mandag 21. November.

2. holdet spiller første kamp mandag d. 31 oktober hjemme mod Silkeborg 3.

 

Per Madsen

Syddjurs Skakklub inviterer til Juleafslutning 2022

 

Mandag 19/12 kl.19.00

 

Juleafslutningen er et sjovt og hyggeligt arrangement med gløgg, æbleskiver og præmier - og ikke mindst spændende og sjov skakrelateret underholdning.

 

Kun for medlemmer og særligt inviterede gæster.

 

Deltagelse er Gratis!

 

Hvor: Caféen på Rosengården, Tingvej 22, 8543 Hornslet.

 

Tilmelding: Tilmelding inden 16/12-2022 på listen i klubben eller på mail på info@syddjursskakklub.dk.

 

Med venlig hilsen

 

Bestyrelsen i Syddjurs Skakklub

Et afbudsramt hold ( afbud fra 6 mand ) stillede op mod et stærkt VRS hold, som stillede op med 5
mesterspillere, så vores forventninger var måske ikke at vinde kampen, men derimod begrænse nederlaget,
men det skulle gå anderledes.


Henrik på 4 bræt spillede en stille og rolig remis tidlig på aftenen, Verner på 8 bræt fik en springer placeret
nede i hans modstanders stilling og iflg Verner kunne han have vundet, men lavede en lille fejl med
springeren, kampen endte dog remis.


Knud på bræt 6 mistede et officer i starten af partiet, men fik ( som sædvanlig ) et angreb og fik i lang tid
presset hans modstander, som dog til sidst fik reddet stillingen og vandt partiet.


Allan på bræt 5 kom fint ud af åbningen, men blev lidt presset i midtspillet og hans kongestilling blev lidt
åben hvilket kostede en officer.


Knud Wæde spillede som sædvanligt meget solidt og selvom Freja trykkede på hans stilling, virkede han
hele tiden til, at havde styr på det, resultatet blev remis.


Jørgen spiller som altid solidt, og stille og roligt fik han nappet et par bønder og vandt sikkert.


Willy og jeg var oppe mod spillere på over 2000 i rating så vi skulle virkeligt stramme os an, hvis vi skulle
vinde – Willy spillede virkeligt godt og fik i midtspillet nappet et par bønder, og de bønder ville gerne ned
og forvandles til dronning, så hans modstander havde nok at gøre med at forsvare sig, han fik dog mod
slutningen lidt modspil, men med præcist spil gav Willy en skak som afgjorde spillet.


Jeg havde forrige mandag set Bjarke Hellmann vise et parti i Caro Cann, men jeg kunne som sædvanlig ikke
huske, hvad der blev spillet efter træk 5, så jeg valgte fra start en anden taktik, så jeg slog d5 bonden i træk
2, det gav en fornuftig stilling, jeg lavede dog et par upræcise træk så min modstander fik noget modspil,
ved lidt afbytning, fik jeg dog rettet op på stillingen og fik lavet en gaffel på tårn og springer med en bonde,
han pressede dog min kongestilling, så i tidsnøden skulle jeg spille meget præcist for ikke at gå mat eller
miste min dronning, jeg så dog begge dele og i træk 39 lavede han forkert træk med sin springer som han
derved mistede.


Så en mindre sensation gjorde at vi vandt 4 ½ - 3½


Willy Møller – Eivind Ortind 1-0
Ole Friis – Bjarke Vangsgård 1-0
Knud Wæde – Freja Vangsgård ½ - ½
Henrik Friis – Lars Agergaard ½ - ½
Allan Westenborg – Claus Vangsgård 0-1
Knud Poulsen – Ole Schmidt 0-1
Jørgen Esberg – Ole Villadsen 1-0
Verner Sørensen – Jonas Bangsgaard ½ - ½


Ole Friis

Rasmus Nielsen blev overbevisende ny lynskakmester med max i
finalerunden. Der skal lidt held til at vinde alle partier, men
det havde Rasmus også. Noa må af med vandrepokalen som han vandt i
2022, men kom dog ind på 2. pladsen selvom han tabte begge partier
til Andrea som sluttede 3.
Der blev spillet dobbeltrunde i A-finalen.

 

I B-finalen måtte Kai og Søren ud i omkamp om 1. pladsen, og den
vandt Søren. Søren var den uheldige i lodtrækningen da han blev
trukket til B-finalen mens Andrea og Noa gik i A. De sluttede alle
med 3 point i den indledende.

 

Deltagerantallet i årets første mesterskab blev desværre reduceret
en del af nogle sygdomsafbud lige op til turneringen. Turneringen
blev afviklet efter de nye FIDE-regler der lige er trådt i kraft
1. januar 2023. Skakdommeren gennemgik reglerne før start.
Afviklingen skete i en hyggelig og spændende atmosfære.

 

TL og SD Willy Møller Nielsen

Efter en sæson, hvor vi foreløbigt har haft usædvanlig mange afbud, var det en fornøjelse at
kunne stille et hold med ’kun’ tre afbud, som alle var forventede og varslet i god tid. Det var
også en fornøjelse, at jeg som holdleder ikke skulle lede længe efter tre stærke
reservespillere, der gerne ville spille hjemmekampen mod Silkeborg.


Silkeborg stillede med et hold, der i rating lå lidt under vores førstehold – selv med afbud fra
Claus og Willy. Man skal dog ikke lade sig snyde af en lille ratingfordel. Selvom der kun var
én mesterspiller på Silkeborgs andethold, var både anden-, tredje-, fjerde- og femtebrættet
tidligere mesterspillere, så det var bestemt et stærkt og kampdygtigt hold vi mødte.

 

På førstebrættet spillede Rasmus Nielsen sort i en kongeindisk. Efter ca. to timer kunne
Rasmus dog ikke komme videre og ifølge ham selv var han begyndt at stå lidt dårligere.
Derfor var han fint tilfreds med en remis.

 

Jeg selv spillede 2. bræt og havde hvid i Staunton Gambitten i hollandsk. Desværre kendte
jeg ikke teorien ordentligt og lavede derfor nogle unøjagtigheder i åbningspillet, der gav sort
en behagelig stilling. Hurtigt fulgte jeg efter med en brøler, der giver sort en gevinststilling.
Dog må der arbejdes for gevinsten den og sort må konstant presse hvid, så jeg ikke får tid til
at koordinere mine brikker. Et langsomt træk fra Poul gav mig netop mulighed for at give en
bonde for at få kongen i sikkerhed og få en kompliceret stilling med mange muligheder for
fejl. Sort endte med at ofre et tårn for at få et voldsomt angreb, der kun kunne afværges ved,
at jeg ofrede et tårn tilbage, hvorefter jeg havde evigskak. Et vildt parti, der endte remis.

 

På tredjebrættet spillede Knud Wæde sort i en sicilianer, men kom under pres fra den unge
John Christensen. Mit eget parti krævede desværre så meget fokus, at jeg ikke fik tid til at
følge mange af mine holdkammeraters partier i detaljer. Derfor havde jeg ikke en klar
fornemmelse af Knud parti indtil jeg fik at vide, at Knud havde tabt. Den meget dygtige John
sørgede således for Silkeborgs eneste gevinst.

 

På fjedrebrættet spillede Henrik Friis hvid. Jeg fik ikke set åbningsspillet, men kunne
konstatere, at Henrik i midtspillet havde fået en fin stilling med en bondestruktur, der passer
godt til Henriks positionelle spillestil. Jeg så desværre ikke, hvordan Henrik fik konverteret
stillingen, men en gevinst blev det altså til.


På femtebrættet spillede Allan Westenborg sort i skandinavisk forsvar og så vidt jeg kunne se
lignede det ikke, at Allan på noget tidspunkt var i problemer. Partiet endte i en hurtig remis.

 

På sjettebræt spillede Christian Jensen hvid i en af hovedvarianterne i Caro-Kann. Christian
fulgte teorien, men lavede en lille unøjagtighed, der gav sort mulighed for at undgå nogle
komplicerede varianter. I den resulterende stilling står hvid nok stadig en smule bedre, men
Christians remistilbud var forståeligt og blev modtaget af modstanderen.

 

På syvendebrættet sikrede Knud Poulsen vores anden gevinst med sort i skandinavisk forsvar.
Jeg fik stort set ikke set midtspillet, men da mit eget parti var færdigt, havde Knud to
merbønder og en løber mod konge og springer. Selvom hvid prøvede at blokere Knuds bønder, var det håbløst. Knud demonstrerede god teknik ved at dominere hvids springer med
sin løber og kunne således sætte hvid i træktvang.


På ottendebrættet spillede Sigurt Sørensen hvid – dette parti fik jeg desværre stort set ikke
fulgt, men Sigurd sikrede en remis og således vandt vi kampen med 4½ point mod 3½.

 

Bjarke Hellemann


Resultater:
Rasmus Nielsen – David Glassock ½ - ½
Bjarke Hellemann – Peter Poulsen ½ - ½
Knud Wæde – John Christensen 0 – 1
Henrik Friis – Kim Hardlei 1 – 0
Allan Westenborg – Birger Møller ½ -½
Christian Jensen – Frank Petersen ½ - ½
Knud Poulsen – Kim Kristensen 1 – 0
Sigurd Sørensen – Niels Munch ½ - ½

Den 9. februar mødte Syddjurs’ førstehold Åbyhøj på udebane.


Åbyhøj har et rimelig stærkt hold, der på papiret nok svarer nogenlunde til Syddjurs
førstehold, men desværre havde både første-, andet- og ottendebrættet afbud for vores
vedkommende. Heldigvis kunne vi finde tre gode reserver, der kunne stille i stedet, alle fra
andetholdet.


På ottendebrættet spillede én af vores reserver, Bent-Ole Pedersen, sort mod London
systemet. Bent-Ole fik en solid stilling, men det samme gjorde hans modstander. Derfor
virkede det rimeligt, da de to spillere aftalte remis.


På syvendebræt spillede Per Madsen hvid i engelsk åbning. Jeg så ikke meget af partiet, men
jeg synes Per havde en sund stilling de gange jeg kiggede. Partiet endte remis.


På sjettebrættet spillede Andrea Kongskov sort – også mod Londonsystemet. Her blev
stillingen svært kompliceret og en mulig fejl fra Andreas side resulterede i, at Andrea måtte
bytte sin dronning for tre lette officerer. Tre officerer er ofte bedre end en dronning, men
desværre var Andreas kongestilling ikke så god som sin modstanders og derfor fik hun ikke
chance for at koordinere officererne ordentligt. Partiet endte således med et nederlag for
Andrea.


På femtebrættet spillede Knud Poulsen hvid i engelsk åbning. Knud fik en terrænfordel på
hele brættet, men især på kongefløjen, hvor han fik kontrol over de hvide felter. Knud
konverterede sin terrænfordel til et angreb på kongefløjen, hvor han fik åbnet h-linjen og fik
begge tårne og dronningen i linjen. Angrebet blev for meget for Knuds modstander, der måtte
give op og Knud sikrede holdet et point.


På fjerdebræt spillede Henrik Friis sort i kongeindisk forsvar. Så vidt jeg kunne se var partiet
typisk på den måde, at Henrik fik terræn på kongefløjen, mens modstanderen fik terræn på
dronningefløjen. I Henriks forsøg på at angribe hvids kongestilling, ofrede han også en bonde
eller to – helt i trit med åbningens ånd. Jeg så desværre ikke slutningen af partiet, men den
komplicerede stilling endte fredeligt, da resultatet blev remis.


På tredjebræt spillede Knud Wæde hvid i en Caro-Kann. Jeg synes Knud fik en fremragende
stilling med en isoleret d-bonde og aktiv officerspil. Sort stod temmelig passivt, men også
solidt, hvad jo er typisk for Caro-Kann. Jeg var derfor usikker på om Knud kunne bryde
gennem sorts stilling. Det kunne Knud til gengæld og han sikrede sig et point til holdet.

På andetbrættet spillede Willy sort mod London-systemet, der åbenbart er populært i Åbyhøj
Skakklub. Hvad jeg så af partiet så nogenlunde lige ud, men mens jeg selv var optaget af en
svær stilling tabte Willy. Desværre ved jeg ikke helt hvordan.


Jeg selv spillede førstebræt og havde hvid i dragevarianten i siciliansk. Min modstander
afbyttede de hvidfeltede løbere og jeg synes jeg fik en bedre bondestruktur. Efter en række
afbytninger, fik sort dog meget pres i c-linjen og jeg måtte til sidst gå ind i et tårnslutspil, hvor min modstander havde en merbonde. Da hans konge var aktiv og min var passiv kunne jeg ikke forsvare det og på træk tres gav jeg op.

 

Med mit nederlag endte kampen desværre i tab med 3½ point mod Åbyhøjs 4½. Med to
runder tilbage ligger vi således på 4. pladsen i rækken.

 

Bjarke Hellemann